Hoptimister handler om smil - og om et lille overskud af energi
For os er der ingen tvivl om, hvorfor vi har kastet os ud i at lave Hoptimister. Fordi Hoptimisterne kan noget. De kan frembringe smil og give liv og lyst til at gøre noget.
De fleste smil starter med et andet smil. Hoptimisterne smiler til dig, og de venter på din respons: Måske et smil, måske oven i købet et lille dask, der sætter figuren i gang. Den kvitterer for opmærksomheden og hopper på stedet af overskud af energi. Helt forudsigeligt, og hver gang.
Børnene ved det intuitivt. De ser med det samme, hvad Hoptimisten giver tilbage, hvis de rører ved den. Samme barnlige forventning giver voksne lyst til at løfte hånden og give Hoptimisten et lille tryk. Resten er mekanik: Når energien fra hånden presser fjederen sammen, kommer der liv i figuren. Ikke meget, ikke i lang tid, men lige præcis det, vi regnede med.
.jpg)
Dansk Design
Hoptimisterne er en del af den store familie, der hedder Danish Design: Fra Kay Bojesens abe til PH-lampen. Familien har det til fælles, at designet holder. Men Hoptimisterne er mere end retro. Vi har videreudviklet de klassiske figurer i nye materialer med nye udtryk, og fastholdt produktionen i Danmark.
Det var møbeldesigner Hans Gustav Ehrenreich, der i 1968 skabte Hoptimisterne. Når vi i dag videreudvikler designet, gør vi det i Ehrenreichs ånd. Hans grundlæggende idé var at tegne Hoptimisterne ud fra en cirkel og en ellipse, og den idé ligger til grund for både klassikerne og den nye generation af figurer.
Hoptimister rummer liv og fællesskab
For os er Hoptimisterne med de runde former symbolet på en ny begyndelse. Som en medarbejder på det beskyttede værksted, der samler figurerne, sagde det: ”Vi starter med at sætte filt på fødderne, så sætter vi fjederen på underdelen, og når hovedet kommer på, og vi slipper den, så bliver den levende.”
Det er sådan det er. Hoptimisterne er symbolet på glæde og liv og en tro på, at noget kan lade sig gøre.
Det er de samme værdier, der ligger bag den nye generation af Hoptimister. Den røde Rooligan med klaphatten fortæller ikke bare om optimisme i kampen men også om fællesskab, fred og fordragelighed mellem tilskuerne. Det støtter vi, når vi støtter sporten.
Vi støtter andres gode energi
Klovnene Bibi og Bobo er ikke bare sjove i sig selv. De symboliserer også den glæde ved livet, som vi deler med Danske Hospitalsklovne. Hospitalsklovnene spreder smil og mod på livet på børneafdelinger rundt om på hospitalerne i Danmark.
Derfor støtter vi deres arbejde både økonomisk og med tusindvis af Hoptimister. For vi ved, at begge dele virker. Smil der varmer – smil der helbreder.
Hvor der er god energi, vil Hoptimisterne gerne være med. De står på skrivebordet eller i vindueskarmen og næsten dirrer af god vilje, der skal bare sættes i gang. Hoptimisterne er fulde af glæde og venter kun på en at dele den med.
